Paradise Lost

Hvad får man, hvis man blander dødsmetal med doom-tyngde og gotiske stemninger? Så får man Paradise Lost.

Halifax-bandet var med i fortroppen af den britiske ekstremmetal, da den brød igennem i slutningen af 1980'erne. Efter en lille serie demoer udgav Paradise Lost deres debutalbum i 1990. "Lost Paradise" hed albummet, og det gav en forsmag på det musikalske eventyr, som lå forude. De efterfølgende albums, "Gothic", "Shades Of God" og "Icon", etablerede Paradise Lost som mestrene i 1990'ernes europæiske doom metal. Sammen med Anathema og My Dying Bride var Paradise Lost med til at forny doom-genren.

Kunstnerisk tog Paradise Lost et tigerspring med albummet "Draconian Times" (1995), hvor sangeren Nick Holmes og guitaristen Gregor Mackintosh for alvor demonstrerede deres fornemme evner udi sangskrivning.

På "One Second" tog Paradise Lost stilen på "Draconian Times" et skridt længere væk fra den ekstreme metal. Dens succes gav gruppen mulighed for at skifte fra metalselskabet Music For Nations til et major label: EMI.

Det kom der den mere Depeche Mode-agtige "Host" (1999) ud af. Forholdet til EMI blev dog kortvarigt. Og fra og med "Symbol Of Life" (2002) vendte Paradise Lost stille og roligt tilbage til den tunge, metalliske stil med albums som "Paradise Lost", "In Requiem", "Faith Divides Us - Death Unites Us", "Tragic Idol" og "The Plague Within".

Paradise Losts bagkatalog er imponerende. Og efterhånden så legendarisk, at noget af gruppens demomateriale blev genudgivet på både vinyl og cd i 2009 under titlen "Drown In Darkness - The Early Demos".

Læs mere
Side 1 af 1