Vi bruger cookies og andre teknologier på vores hjemmeside, samlet kaldet "cookies". Disse teknologier giver os mulighed for at indsamle oplysninger om brugere, deres adfærd og deres enheder. Nogle cookies placeres af os, mens andre kommer fra vores partnere. Vi og vores partnere bruger cookies til at sikre pålideligheden og sikkerheden af vores hjemmeside, forbedre og tilpasse din shoppingoplevelse, samt udføre analytics til markedsføringsformål (f.eks. personlige annoncer) på vores hjemmeside, på sociale medier og på tredjepartswebsteder Hvis data overføres til USA, deles de kun med partnere, der er underlagt en tilstrækkelighedsbeslutning i henhold til gældende EU-lovgivning, og som er korrekt certificeret cookies fra os og vores partnere. Alternativt kan du nægte samtykke ved at klikke på "Afvis alle" - i dette tilfælde vil kun nødvendige cookies blive brugt. Du kan også justere dine individuelle præferencer ved at klikke på "Sæt indstillinger." Du har ret til at tilbagekalde eller ændre dit samtykke til enhver tid i Cokie indstillinger. Besøg persondatapolitik for at få flere oplysninger om databeskyttelse.
Din browser er indstillet til at nægte cookies
Tillad venligst dette, eller tjek om du evt. har sikkerhedssoftware der blokerer cookies.
”Hey ho, let’s go!” og ”Gabba-gabba hey!” Sådan lød slagordene, da Ramones fræsede ind på rockscenen i midten af 1970’erne. New yorker-gruppens musik var rapfodet og flabet, og i løbet af nul komme fem var de sådan cirka verdens fedeste band.
Ramones blev slået i hartkorn med datidens punk-bølge. Og måske var de verdens første punk-band. De var i hvert fald de sjoveste. Jo, Ramones var samfundskritiske, jo, Ramones var farvet af den trøstesløshed, som sænkede sig over Vesten i den periode. Ramones var gadedrenge, der kunne føle beatet fra storbyernes fortove under deres tyndslidte gummisko. De var helt på højde med det, der foregik i undergrunden og blandt punkede oprørere. Men Ramones var også sjove. De havde humor og var ikke blege for at tage pis på sig selv og punk-oprøret.
Ramones’ primitive, men drønmelodiske punk rock slog aldrig an i mainstreamen. Men Ramones’ påvirkning på rockhistorien var enorm. Medlemmer af Dead Kennedys, Bad Religion, Social Distortion og Green Day hører blandt Ramones’ fans. Bad Brains tog deres navn fra en Ramones-sang, og en million hardcore-bands opstod i direkte forlængelse af de første fire Ramones-lp’er: ”Ramones” (1976), ”Leave Home” (1977), ”Rocket To Russia” (1977) og ”Road To Ruin” (1978).
Ramones’ måske fedeste album var live-skiven ”It’s Alive” (1979), hvor tempoet var skruet op, og hvor de fræsende guitarer og de opspeedede baslinjer rullede som torden under de krigeriske trommer. Tommy Ramone (trommer), Dee Dee Ramone (bas), Johnny Ramone (guitar) og den lange bønnestage af en sanger Joey Ramone spillede fængende sange om psykiske grænsetilfælde, limsnifning, ulykkelig kærlighed og generel utilpassethed. Og meget mere.
Ramones var både pop og revolution. Kritikerne kaldte dem et tegneserieband. Men deres fans vidste bedre. Også dem, der ellers var til metal. Ramones har nemlig haft betydning for udviklingen af ekstremmetal-retninger som thrash, dødsmetal og meget mere. Metallica og Guns N’ Roses er blevet set i Ramones-t-shirts. Selv Motörhead var fans af Ramones og skrev prompte en sang om dem, kaldet ”R.A.M.O.N.E.S.”.
Et af Ramones senere albums hed ”Too Tough To Die” (1984). Og Ramones’ musik har da også vist sig at være udødelig. Ramones er blevet en institution, og deres logo med den amerikanske ørn er blevet et rockikon. Og for at det ikke skal være løgn, så blev Ramones (inklusive den ”nye” trommeslager Marky Ramone) i 2002 optaget i The Rock And Roll Hall Of Fame. Tiden har gjort alle vitserne om de snotnæsede new yorkere til skamme.
Desværre viste Ramones-medlemmerne sig ikke at være så levedygtige som deres musik. Joey døde i 2001, Dee Dee i 2002 og Johnny i 2004.
Hos EMP har vi stort af Ramones T-shirts og andet Ramones merchandise samt naturligvis CD’er.