Ascension | CD | Paradise Lost

Udgives i Digipak (inklusive bonusnumre!

Efter over tre årtiers karriere og over to millioner solgte albums forbliver PARADISE LOST de ubestridte konger af metallens mørke side.
Bandet, der blev dannet i Halifax i 1988, blev hurtigt kendt som pionerer inden for gothic metal med deres tidlige, banebrydende albums som det passende betitlede "Gothic" fra 1991, en blanding af hårdhed, dyster melodi og atmosfære. De har aldrig været en gruppe, der stod stille kreativt, og har i løbet af deres karriere udforsket utallige veje inden for mørk musik, fra mudrede doom-death-rødder over erobringen af metal-mainstreamen med de mægtige, fyldige lyde på "Draconian Times" fra 1995 til mere eksperimenterende, elektroniske indflydelser. De har påvirket så forskellige kunstnere som CRADLE OF FILTH, HIM, GATECREEPER og CHELSEA WOLFE.

Nu, i 2025, vender kvintetten fra Yorkshire tilbage med deres betagende 17. album "Ascension", et album, der fortsat lader deres krone stråle og understreger, hvordan de har opnået deres position. Produceret af guitarist Gregor Mackintosh i Black Planet Studios i East Yorkshire, med trommer og vokal fra NBS og Wasteland Studios i Sverige, spænder de ti numre over hele bandets lydpalet – fra hård heavy metal til himmelstræbende melodier – og bevarer samtidig en uimodståelig mol-melankoli.

"Folk bør forvente, at vi bliver endnu mere dystre," joker forsanger Nick Holmes, da han bliver spurgt, hvad fans kan forvente af PARADISE LOST i 2025. Forklaringen på albumtitlen og teksterne gør dog klart, at de stadig mestrer deres håndværk, når det gælder om at opfylde sådanne forventninger. "Albumtitlen udspringer af troen på opstigningen til et bedre sted, i fiktionen fra jorden til himlen, og alle de krav, der følger med," forklarer han. "I det virkelige liv stræber mennesker ofte fra fødslen efter at komme til et bedre sted og blive et bedre menneske, uanset at den eneste belønning er døden." "Teksterne handler om alt, hvad livet kaster imod os," fortsætter han. "Det er aldrig forudsigeligt og kan samtidig være skræmmende. Hvordan mennesker håndterer døden, hvilke krykker de bruger, og hvordan den mentale tilstand påvirkes af livsforandrende situationer, er altid fascinerende."

Præcis som musikken selv. Albumåbneren "Serpent on The Cross" begynder med et herligt dystert riff, før det halvvejs skifter til tordnende klassisk metal, drevet af dobbeltpedal-trommer og et næsten METALLICA-agtigt riff. I "Silence Like The Grave" synger Nick "om meningsløsheden ved krig, at samle point for menneskeheden", understøttet af perfekt gothic metal-baggrund. "Tyrant’s Serenade" viser imens bandets dybt rodfæstede evne til at få enkelhed til at lyde mægtig, kronet af Gregors karakteristiske, indtrængende guitarleads. "Lay A Wreath Upon The World" begynder som en stille elegi, før det når et sørgmodigt klimaks, og afslutningsnummeret "The Precipice" starter med klavermelodier, før det fører til en værdig afslutning.

Alt dette demonstrerer mesterligt spændvidden af, hvad PARADISE LOST har opnået og kan opnå, på en måde, som ingen andre bands kan matche den dag i dag.

"Efter 35 år er alt bevidst," siger Nick. "Med et så omfattende og varieret bagkatalog er det svært ikke at være hundrede procent sikker på, hvor alt kommer fra. Men i sidste ende handler det bare om, hvorvidt vi kan lide den musik, vi laver. Hvis vi gør, bliver den! Det har ikke ændret sig siden vores ungdom." Ascension er en stolt del af PARADISE LOST. Elendigheden stopper aldrig, men, siger Nick, det er sådan, de kan lide det. "Ironisk nok," griner han, "er det altid mest behageligt at lytte til – og skrive, tror jeg – elendig musik."