Cold 2 The Touch | CD | Angel Du$t

Der findes ikke et andet band som Angel Du$t. Faktisk er denne unikke gruppe næsten defineret ved, hvor meget de skiller sig ud fra mængden. Så når det står klart, at Angel Du$t ikke kan sammenlignes med nogen andre, hvordan er de så? Er de banebrydende genre-nedbrydere eller et af de sidste ægte guitarbands? Er de indbegrebet af uforfalsket aggression eller seriøse eksperimentatorer? Er de hardcore-versionen af et indie-band, eller er det omvendt? Man kunne stille sig selv sådanne spørgsmål, når man ser på Angel Du$ts mere end ti år lange rejse – men bandets nye album, COLD 2 THE TOUCH, antyder, at det måske slet ikke er så kompliceret. Eller som sanger/mastermind Justice Tripp udtrykker det: "Angel Du$t er rock 'n' roll." COLD 2 THE TOUCH indfanger denne enkle sandhed bedre end nogensinde før. De 26 minutters eklektisk og hårdtslående musik gør det tydeligt, at Angel Du$t ikke lader sig presse ind i snævre subgenrer, og at et så grundlæggende begreb som rock 'n' roll faktisk passer perfekt. Dette er bandets mest åbne og vilde album til dato – en blanding af hårde riffs og store hooks, der suppleres af Tripps ærlige eksistentialisme. En hel række medvirkende gør COLD 2 THE TOUCH til en fængslende lytteoplevelse, der konstant overrasker lytteren: Guitarist Jim Caroll gør sig særligt bemærket på "Zero", et ægte Angel Du$t-epos, der byder på spiralformede riffs i over tre minutter og vokal fra Wes Eisold fra American Nightmare og Cold Cave; "Downfall" har Patrick Cozens fra Restraining Order på brøl; "Man On Fire" trækker på den britiske punklegende Frank Carter, og "The Beat" indeholder hæse gæsteoptrædener fra Taylor Young fra Twitching Tongues, Deadbody og andre. De to sidste sange på albummet, "The Knife" og "The Beat", opsummerer præcis, hvad der gør Angel Du$t til et så specielt band. Det er et kreativt foretagende, hvor ærlige tanker om livets endelighed kan sameksistere med den ustyrlige spænding fra voldsomme riffs, hvor ægte menneskelighed kan blomstre, og hvor det vigtigste er at forblive tro mod sig selv og sit eget spektrum af tanker, interesser og følelser. "Det er mig," siger Tripp. "Og jeg taler også for bandet: Vi er folk, der altid vil spille aggressiv rock 'n' roll. Det sker, uanset om du kan lide det eller ej. Jeg er mig, og hvis du står i vejen for mig, vil jeg knuse dig."