Something Soft | LP | M(H)Aol

Kommer på sort vinyl.

"Something Soft", det andet album fra de irske post-punk-brandstiftere M(h)aol, er alt andet end blødt. Fra den første tone i åbningsnummeret af "Something Soft" til de forvrængede skrig i det sidste nummer føles pladen antagonistisk over for konceptet om blødhed, både lydmæssigt og tematisk. Det er en unapologetisk tilgang til intersektionel feminisme, dyrevelfærd, forbrug og kampen for en plads i en verden, der mangler empati. Hvad M(h)aol tilbyder, er katarsis i to former: den slags, man får, når man er åben over for andre, og den slags, man får, når man med rette ødelægger noget. At kanalisere vrede og empati effektivt er en handling af modstandsdygtighed, og for at lave "Something Soft" måtte M(h)aol blive særligt modstandsdygtige. Efter deres anerkendte debut "Attachment Styles" ændrede M(h)aol's line-up sig og bestod nu af kerne-trioen Constance Keane (trommer/vokal, hun/hende), Jamie Hyland (bas/vokal, hun/hende) og Sean Nolan (guitar, han/ham). Denne proces ændrede bandets tilgang til sangskrivning og optrædener og førte til et uventet gennembrud. "Something Soft" er kendetegnet ved en mere presserende lyd, der tæt omfavner rytmen fra Hyland og Keane. I sange som "Pursuit" og "Snare" smelter Keanes vokal sammen med trommerne, som om hendes ord bliver vakt til live gennem hendes spil og kommer direkte fra hendes krop. På baggrund af disse ængstelige og svadrende numre indtager hendes stemme rummet som en indre monolog, hvor hun fortæller om en anspændt hjemtur og om misogyni i Green Room fra en position af spøgefuld observation - en universel oplevelse gengivet i specifikke detaljer. Ligesom sine forgængere "Attachment Styles" og "Gender Studies" EP'en blev "Something Soft" også optaget af Jamie Hyland. Det er den teknisk mest sofistikerede af M(h)aol's optagelser til dato, da bandet, som også inkluderer Sarah Deegan fra Pixie Cut Rhythm Orchestra på bas, flyttede ind i Dublins Ailfionn Studio, hvor de udnyttede de rumlige forhold og studieudstyret til at give deres lyd flere nuancer. De ekstra sessioner og ekspertisen bag knapperne var en velsignelse, men for et band, der er vant til at arbejde under ekstremt tidspres, var det en uventet udfordring: Kunne M(h)aol bevare følelsen af umiddelbarhed, der havde præget deres musik indtil dette punkt? Sange som "DM:AM" fjernede hurtigt denne bekymring ved at opstå inden for 20 minutter fra en drone, som Nolan spillede, mens Hyland satte sit optageudstyr op og skyndte sig at fange sangen, så snart Keane og Deegan kom til. En af de spøgelsesagtige hymner fra "Something Soft", "1800-Call-Me-Back", begyndte som en joke om, at bandet skulle skrive en fodboldsang, men blev langt mere kompleks - den lækre balance mellem kaos og klarhed, de har fundet, ville have været umulig uden tid. "I Miss My Dog" er mindre spontan, men dens meditation over sorg bygger sig op i et halsbrækkende tempo, fra feedback gennem Keanes trommespil og vokal til en spektakulær afslutning, der kvæler sorgen i bas og guitar, en af M(h)aol's største tekniske præstationer til dato. Den fine finish understreger M(h)aol's drilske charme og får det intime til at virke hymneagtigt ved at bruge personlige oplevelser til at beskrive de generelle systemer, vi lever under. For dem, der genkender sig selv i M(h)aol's sange, er det at lytte til "Something Soft" som at springe ind i en langvarig chat-tråd, fuld af vrede og humor.