Wir fangen jetzt erst an! | CD | Betontod

Sechsunddreißig Jahre. Tusindvis af svedige scener, tre generationer foran højtalerne – og så en sætning, der lyder som en ed, en trodsig erklæring og et kærlighedsbrev i ét: »Vi fanger nu først lige an!« Betontod, Tysklands længstlevende gadepunk-hymnesmedje, leverer med deres nye album det, de selv kalder den mest følelsesladede skive i deres karriere – og denne gang er det undtagelsesvis ikke et PR-løfte, men et program. Den, der elsker bandet for deres stadionegnede medråbsrefræner og deres kompromisløse holdning, får også her fuld punkrock for alle pengene. Men denne gang sænker Betontod paraderne. Mellem vægge af guitarer åbner der sig øjeblikke, hvor stemmen knækker, og noget trænger igennem, som man længe måtte lede efter hos dette band: sårbarhed. Sange om afsked og frembrud, om at blive ældre uden at blive blød – og om spørgsmålet, hvad der bliver tilbage, når man har viet halvdelen af sit liv til larmen. Den første forsmag leverer singlen »Alle de smukke mennesker« (udg. 12. juni 2026) – et vredt, medrivende opgør med dem, der aldrig står ved fronten, aldrig bliver bedt om at betale regningen og ikke bekymrer sig om det skrammel, de efterlader. Et omkvæd, bygget til strakte næver, båret af den kraft, som Betontod altid har stået for. Albummets titel er mere end en positur. »Vi fanger nu først lige an!« er nægtelsen af at sætte punktum – netop når andre for længst spiller deres best-of-turnéer. Betontod vender det hele på hovedet: Af erfaring bliver der energi, af år bliver der drivkraft. Denne plade lyder ikke som et tilbageblik. Den lyder som en begyndelse.