Gravpoesi er sandsynligvis grunden til, at den sorte scene stadig er glad for poesi i dag. I midten af 1700-tallet skrev gravpoeter om og endda på kirkegården. Temaer som ensomhed, død og forgængelighed var centrale i deres værker. Gotikere er ikke nødvendigvis fortrolige med litteraturhistorien, men de nyder godt af dens udløbere.
Digte kan være melankolske, triste, kunstneriske, fortabte i tanker eller endda vrede. Under alle omstændigheder har poesi at gøre med intense følelser og et indadvendt syn på verden - og det passer perfekt til den gotiske scene. Men det er ikke kun læsning af poesi, der er populært, også det at skrive poesi er udbredt blandt goths. De relevante scenemagasiner havde og har stadig deres egne sektioner, hvor den "sorte" læserskare kan offentliggøre deres rim. Der har endda været særlige numre med digte af læsere.
Rimene stopper heller ikke på scenen. Nogle kunstnere tager velkendte digte op i deres sange. Sangen Annabel Lee af Cruxshadows handler f.eks. om digtet af samme navn af Edgar Allen Poe. Bandet Tanzwut tog balladen "Troldmandens lærling" af Johann Wolfgang von Goethe op, mens The Cascades optrådte med Goethes Hexeneinmaleins. Bandet Omnia har også været på farten, når det gælder poesi. De satte musik til Edgar Allen Poes digt "The Raven". Hvis man skal tro Wikipedia, har en international undersøgelse vist, at 48% af de adspurgte gotikere er interesserede i sangtekster og poesi. I øvrigt minder teksterne i "Neue Deutsche Todeskunst" meget ofte om lyrik og poesi.
