Tyske, poetiske tekster er kendetegnende for Neue Deutsche Todeskunst. Kendte bands i denne genre er Das Ich, Goethes Erben og Relatives Menschsein. I deres sange beskæftiger musikerne sig med typiske gotiske temaer: død, ensomhed, isolation, religionskritik og verdensfjernhed. Forgængelighed er et vigtigt tema, som også afspejles i bandets outfits og sceneoptræden. Galskab og fortvivlelse skildres visuelt og musikalsk - nogle gange surrealistisk.
Musikselskabet Danse Macabre - og især Bruno Kramm fra Das Ich - var med til at forme denne genre ved at udgive de første bands af Neue Deutsche Todeskunst i begyndelsen af 1990'erne, hvor navnet på den nye genre blev opfundet af musikjournalister. Efter "Neue Deutsche Welle" skulle det nu være "Neue Deutsche Todeskunst". I øvrigt kan kunstneriske værker fra middelalderen og barokken sagtens betegnes som "gammel dødskunst". Vanitasmotiver var allerede dengang et populært stilistisk virkemiddel.
Musikalsk er New German Art of Death elektronisk. I modsætning til neoklassisk musik genereres klassiske instrumenter med synthesizere. Der bruges også elektrisk guitar, elektrisk bas, lydeffekter som klokker og samples og trommecomputere. I dag er der næsten ingen nye bands i denne genre på den sorte scene. Das Ich, Lacrimosa, Sopoer Aeternus og nogle få andre bands holder dog stand.
