Køb solbriller

Hvorfor siger vi egentlig „briller“? Har du nogensinde hørt om mineralet beryl? Nej? Det er da fuldstændig ligegyldigt. Det er et mineral, der kan danne ret store krystaller, og som ofte bliver lavet til smykker. Når det er blåligt, kaldes det akvamarin, og når det er grønligt, kaldes det smaragd. Men her er der tale om den farveløse beryl.

For mange hundrede år siden var briller stadig meget værd; et par euro hos optikeren var simpelthen ikke nok. For linserne var slebet af ædelsten. Da ikke alle havde adgang til internettet i middelalderen, var nogle fakta stadig lidt uklare (nøgleord: hekseafbrænding). Så dengang blev alle gennemsigtige ædelstene uden videre kaldt beryl. Det var på en eller anden måde mere praktisk og generede ikke nogen geologer dengang.

Når en sådan beryl blev slebet korrekt, kunne den udføre den magiske bedrift at forstørre ting for det menneskelige øje. I en tid, hvor papir var så værdifuldt, at folk ville skrive Det Gamle Testamente på et frimærke, var sådanne forstørrelsesglas mere end blot nyttige. Desværre opstod de første sygesikringsselskaber først langt senere, og kun de rige kunne sætte sig et par bling over øjnene.

Pøblen fortsatte med at famle i det dystre slør af ukorrigeret dårligt syn (deraf nok betegnelsen „mørk“ middelalder). Således opstod det middelhøjtyske ord „berille“ med henvisning til generelt farveløse ædelstene, som til sidst blev til „briller“ som bruges i dag.

Briller eller monokler, hvad kom først?

Interessant nok findes der igen og igen beviser for, at den grundlæggende idé om at korrigere synet må gå langt tilbage i tiden. Grækerne og egypterne filosoferede allerede om lysbrydning og optik. Sidstnævnte besluttede dog at bygge nogle pyramider.

Den romerske kejser Nero var også en pioner inden for forskningen. Han skulle efter sigende være blevet så blændet af kontinuerlige gladiatorkampe på en lys sandgrund, at han greb et par smaragder, der lå rundt omkring, og fortsatte med at se gennem dem, uden at blive blændet af filtrering. Dermed opfandt han nærmest de første solbriller – selv om økonomien i brillerne stadig manglede en smule og bivirkningerne var utilstrækkeligt udforsket.

Hvertfald besluttede han senere at brænde sin by ned. Sandsynligvis den logiske konsekvens af at have set folk dræbe hinanden gennem smaragder forinden. Desværre findes der ingen billeder af dette øjeblik, da ingen journalister var tilladt i det gamle Rom. Men eftersom det er på internettet, må det være sket på den måde.

Den egentlige næsecykel kom til langt senere. Nemlig omkring det 13. århundrede – tilfældigvis stort set samtidig med den øgede fremkomst af bøger og skriftlighed. Ideen om kun at bruge én monokkel til to øjne havde dog en anden oprindelse. Tidligere blev en farveløs beryl (eller lignende) simpelthen skåret og placeret på skriften som en læsesten. Efter at en klodset købmand havde forlagt sin femte sten, må han have fået en genial idé: Han stak simpelthen den næste sten i sit øje, så han ikke ville miste den.

Spidst, da stenen så sad i en fatning og kunne fastgøres til tøjet med en snor, var der ingen vej uden om monoklen. Selv i dag bruges den ofte for at vise seeren, at filmen foregår i 1800-tallets England.

Men hvad med solbriller?

Det, der var godt nok til kirkevinduer, var godt nok til det menneskelige øje. Det eller noget lignende må have været tankegangen i middelalderen. For fra det 15. århundrede og fremefter blev der fremstillet briller med farvede linser. Ideen her var den samme som for vores pyromaniske gladiatorfan. Farvningen skulle holde noget af lyset ude. Men intet var rigtig effektivt.

Men så kom gennembruddet. I 1752 introducerede James Ayscough et par briller lavet af røgglas. Den anses for at være moderen til alle solbriller. Fra da af fortsatte forskningen. Briller med skyklapper af stof eller læder på siderne blev udviklet. Man opdagede, at lyset ikke kun kunne trænge ind i øjet forfra, men også fra siden.

I 1797 udviklede en brite så en konstruktion med briller på siderne, som kunne foldes væk. Det vides ikke, hvorfor disse briller ikke slog igennem – formodentlig gik de for hurtigt i stykker i idrætstimer. Men design alene var ikke pointen. I slutningen af det 19. århundrede blev flere og flere stemmer hørt til fordel for en effektiv beskyttelse mod UV-stråler. Og stadig kunne man ikke købe solbriller online og sammenligne. I det mindste blev der taget hånd om førstnævnte med begyndelsen af det 20. århundrede.

I 1905 var det Josef Rodenstock, der udviklede de første briller med UV-filtrering. Senest siden 50'erne og Hollywood-stjernerne er solbriller blevet uundværlige. Siden opfindelsen af internettet i slutningen af sidste århundrede er det overraskende nok muligt at købe flere og flere solbriller online.

Købe solbriller? Hvem har de bedste?